torsdag den 22. december 2016

Julestjernen er på vej

Så blev det endelig juleferie! :)

Lige så dejligt som det er, at arbejde med børn og musik - lige så dejligt er det at få en lille ferie fra det :)

Jeg har haft en rigtig god musik-december. Vi har nået en masse og alligevel er der en helt masse vi også mangler. Kan ikke forestille mig, at jeg mangler juleinspiration før om i hvert fald 10 år, for jeg har SÅ mange juleting, jeg gerne vil nå med børnene, men som tiden simpelthen ikke er til. Så glæder mig til næste december og siger et vemodigt farvel til julesangene og julelegene for i år.

Vi havde juleafslutning på min skole igår, hvor vi først havde 25 min. julemorgensang og sluttede dagen af med 30 min. julemusikafslutning. Selvom jeg er den eneste musiklærer på skolen, får musik lov til at fylde rigtig meget, hvilket jeg er super glad for! Det er så skønt, at jeg i det daglige kan mærke, at min leder og mine kollegaer giver anerkendelse for det jeg kan som musiklærer. Det er skønt!

Jeg havde arrangeret af 5. klassen på skolen skulle spille et sammenspilsnummer til juleafslutningen. Det gik bare så godt. Jeg var mega stolt og heldigvis fik jeg en kollega til at optage det, så jeg her bagefter kan sidde og være ved at revne af glæde og stolthed! We did it (again) :D

Her er en lille bid af sangen. Jeg bliver så glad inden i, når en af drengene lidt nervøst melder sig til at rappe - for hele skolen! Så selvom der er lidt skønhedsfejl, så er det pisse sejt og han (og de andre dygtige børn) går på juleferie med en fed følelse af at have gjort noget særligt :)

OBS! Videoen kan kun ses på en computer - ikke på telefonen!



(Kære julemand, jeg ønsker mig nye mikrofoner og kabler!)

Jeg ønsker jer allesammen en rigtig glædelig jul og et godt nytår med masser af musik på spil! ;)

Glædelige julehilsner Helena :)

PS: En stor tak til Bjarne List Nissen for at skrive fremragende julemateriale til juleglade musiklærere! Børnene elsker det! :)

mandag den 19. december 2016

Er det altid en dans på musikalske roser?

NEJ!

Jeg er snottet og træt og trænger i DEN grad til juleferie!

Når man virkelig brænder for musikfaget og ønsker at give eleverne en masse energi, så er det rigtig hårdt at være syg. Jeg har desværre et total umuligt immunforsvar og selvom jeg har fået en influenzavaccination, er det lykkedes mig at blive syg igen :(

Så jeg sidder med rusten stemme, hovedpine, propper i ørerne, snot i hele næsen og kæmper mig igennem "Højt fra træets grønne top", mens jeg sender en lidende tanke til Jomfru Maria, som gennem torne gik.... SUK!

Jeg forsøger at holde humøret højt og sprede så meget energi som muligt, men hvis eleverne så vover at brokke sig over det indhold, som jeg så muntert synger med dem, så bliver den glade musiklærer VRED!!!

4. klasse fik sig en ordentlig røffel. Jeg spurgte, hvordan de ville have det, hvis jeg kom ind i musik og sagde "hrrr" (den der irriterede, skrattende lyd, man siger, når noget er nederen) til dem og sagde, at de var kedelige. Jeg giver dem alt, hvad jeg har, så jeg forventer også, at de respektfuldt giver mig noget igen. Det er heller ikke hver gang, at jeg lige er i humør til sammenspil, men vi gør det jo alligevel - for det skal vi! Og så længe vi er glade og har ja-hatten på, så kan vi nå langt.

Så nej - det er ikke altid en jublende lykkelig musiklærer, der tager fra arbejde. Men som regel er det - og det er det, der giver energi til de tunge dage :D

torsdag den 15. december 2016

Hvordan ser musik ud?

Det var det spørgsmål jeg stillede eleverne i 1. klasse da vi havde musik i sidste uge.
Det er jo ikke lige sådan til at svare på, men vi gav det et skud.

Opgaven blev stillet således, at de skulle lytte til noget musik. De var sammen i grupper á 3-4 og i fællesskab (uden at tale sammen) skulle de male et billede. Af erfaring vidste jeg, at det var nødvendigt at sætte en ramme, som afgrænsede, at de ikke måtte male "rigtige" ting. De skulle ikke tegne nisser og pokemons, men bare male det, som de synes, de hørte.

Hvis jeg ikke havde sat en ramme, der afgrænsede maleriets motiv, ville de være begyndt at diskutere om det skulle være et maleri med prinser og prinsesser eller med tanks og skydere. Og kunsten var netop, at de skulle samarbejde uden at tale sammen. Der skulle være helt ro, så de kunne nyde musikken og bare lade sig inspirere.

Vi lyttede til følgende klip:

https://www.youtube.com/watch?v=usfiAsWR4qU
https://www.youtube.com/watch?v=otHPPBVtjJg
https://www.youtube.com/watch?v=bAGX8rx5jh4

"Messias - Hallelujah"
"Champagnegaloppen"
"Pie Jesu"


Det blev nogle rigtig fine tegninger og den del af opgaven, som handlede om samarbejde, blev også løst rigtig fint! :)

torsdag den 8. december 2016

Et hurtigt og ivrigt indlæg

Sprængfyldt af glæde og iver!!! Min computer kunne ikke logge hurtigt nok på internettet... Åh, jeg sidder her med ivrige fingre, myldrende tanker og musik i hele kroppen. Tænk, hvad det kan gøre ved et menneske, at sætte sig til klaveret - bare for lige at øve lidt på den der "Det kimer nu til julefest" og så blive grebet af stemningen. Musik, musik og mere musik. Så er der også lige den der... og den der.... og hvis nu jeg lavede et forløb med fred og frihed, så skulle vi synge den der og mon ikke vi kunne spille den der.... Tanker, fingre og mund stod ikke stille. I to timer har jeg siddet i et vakuum - en kvinde, et klaver, en sangbog og en masse gode ideer.

Hvis det kunne lade sig gøre, så kunne jeg lægge planer ud i musikundervisningens fremtid for de næste 3 år. Der er simpelthen bare ikke musiktimer nok i en uge. Jeg er allerede kommet i tanker om 20 julesange, som jeg har glemt på min liste. Hvornår skal vi få tid til dem?? Og hvad med dem på listen, dem er vi heller ikke nået igennem... Ih, kan vi ikke bare tage juleferien i brug. Bare mødes et par gange i ugen, for lige at få sunget og spillet de sange, vi ikke nåede inden. Hvis mine kollegaer læste dette, ville de nok tænke, at jeg er bindegal. Men hold nu bare op, hvor jeg elsker musik og musik med børn! Det er fantastisk.

Glæder mig rigtig meget til på lørdag, hvor der er julehygge i Tante Andantes Hus. Jeg skal optræde med Tante Andante Band og vi skal lave musik og løjer med børn og voksne. Det bliver så skægt. Jeg skal være klædt ud som Disco Engel og synge og danse. Weehuu! :D

Nu er kaffen færdig og nu skal der vist ro på al iveren, så jeg har en chance for at sove i nat, uden at drømme alt for meget om arbejde ;)

Ha en dejlig aften :D

onsdag den 7. december 2016

Musikfagdag hver 6. uge!

På min arbejdsplads har vi fagdag hver fredag. Der er 6 forskellige fagdage som kører i ring.
En af mine fagdage er musikfagdag med 6. klasse - og vi er nået til musikfagdagen nu på fredag.

Det er dejligt med sådan en fagdag, for så kan man tage et ordentligt ryk sammen med eleverne.
I denne uge har jeg valgt, at vi skal arbejde med Mozart.

Vi skal se filmen Amadeus. Det er en helt fantastisk film, som jeg selv husker ganske tydeligt fra min egen musikundervisning i folkeskolen!

Derudover holder jeg et lille oplæg om Mozart og wienerklassikken.

Vi har kun 6 timer til aktiviteterne, så der bliver ikke tid til så meget mere end film (den varer næsten 4 lektioner) og oplæg, men efter jul vil jeg arbejde med nogle af de glimrende aktiviteter, der er at finde på Clios onlineportal  www.musikfaget.dk. Under emnet genrekendskab findes et afsnit om wienerklassik og Mozart med nogle gode opgaver til, som jeg vil arbejde med. Det kan helt klart anbefales af tjekke emnet ud, som er skrevet af Heine Juul Warming fra Struer Friskole.

En lille onsdagsanbefaling fra en træt og forkølet musiklærer :)

fredag den 2. december 2016

Ugeplaner - hvordan jeg planlægger min undervisning

Jeg blev forleden spurgt om, hvordan jeg planlægger min undervisning. Jeg tror, at alle gør det meget forskelligt, men jeg har fundet en metode, som jeg synes fungerer rigtig fint for mig.

Inden skoleårets start lavede jeg årsplaner for mine 5 musikklasser. Der kiggede jeg på Fælles Mål og overvejede, hvilket indhold kunne opfylde målene. Jeg har lavet mine årsplaner i overskrifter. De er mest præcise i 4.-5.-6. klasse, da undervisningen er mest forløbspræget her. I 1.-2.-3. er undervisningen mere all-round hver gang, så de holdes godt til ilden.

Hver uge laver jeg en ugeplan, hvor jeg med udgangspunkt i årsplanerne noterer indholdet for timerne i min kinabog.


Det kan være, jeg ombestemmer mig undervejs i en time, hvis enten jeg selv eller eleverne ikke er top motiverede for det planlagte. Som jeg har skrevet før, synes jeg det er vigtigt at kunne være spontan og tage beslutninger undervejs. Musikundervisningen er en proces og kan ikke skrives i sten på forhånd. Selvfølgelig er der noget vi skal igennem og som vi skal nå, men først og fremmest synes jeg undervisningen skal være sjov og spændende og give os alle sammen energi!


I denne uge har ugeplanerne været således:

1. klasse:
Så tænder vi et lys i kvæld
Valgfri julesange
Søde, lille nissefar
Nu det jul

2.-3. klasse:
Så tænder vi et lys i kvæld
Sigurd og Symfoniorkestret - Horn (symfonisangen, hornsangen, horntegneserie, hornopbygning, professionel hornist, hornquiz)
Valgfri julesange

4. klasse:
Så tænder vi et lys i kvæld
Sammenspil - Last Christmas
Valgfri julesange

5. klasse:
Så tænder vi et lys i kvæld
Sammenspil - Julestjernen er på vej

6. klasse:
Så tænder vi et lys i kvæld
Sammenspil - 7 years
Youtube (eleverne skiftes til at vælge en sang/musikvideo, som de vil vise for os andre)

Jeg har alle klasser 2 lektioner i ugen. Det er virkelig dejligt! :)